Medlemsbreve 2017

Medlemsbrev december

Kalangala, Uganda

Jonna Kildebogaard, som vi præsenterede for godt et år siden, da hun fik penge til madrasser og sovetæpper til mange fattige familier på øen Kalangala, er stadig meget aktiv. Alene i løbet af i år har hun ”pendlet” mellem Danmark og Uganda 9 gange. Med hjælp fra Rotary Langelinie og Rotary Masaka (Uganda) har hun fået mulighed for at åbne det første børnehjem på Kalanga. Behovet er stort, da utrolig mange voksne er enten syge eller døde af AIDS.

Oprindelig blev der købt et hus med 10 små rum, som blev istandsat, og efterfølgende blev der lavet en tilbygning, med to sovesale og toiletter. De fleste penge er gået til byggeriet, så der mangler stadig en del indretning og udstyr. Vi har givet 5.000 kr. til hjælp til færdiggørelsen. Flere oplysninger om Jonna Kildebogaard og hendes mange projekter på www.masomo.dk.

Børnehjemmet i Hyderabad, Indien

Fra børnehjemmet Radha Kishan Homes fik vi i september besked om, at vores sponsorbarn Kalpana har fuldført sin skolegang og er flyttet hjem til sin mor. Kalpana er nu 19 år, og vi har sponsoreret hende siden 2012. Børnehjemmet sender os en varm tak for vores støtte, og der fulgte også en lille personlig hilsen med.

Sammen med ovenstående besked fik vi foto og data på et nyt barn til vores overvejelse. Her ses Meenakshi. Hun er født 18. december 2009 og går i 2. klasse. Om hendes familieforhold oplyses det, at faderen er død og moderen er så fattig, at hun ikke kan sørge for sine børns opvækst og skolepenge. Meenakshi har to søstre, hvoraf den ene også bor på børnehjemmet. Mon ikke der er tilslutning til at sponsorere denne lille søde snart 8-årige pige.

Afkoholafvænningscenter i Gulu, Uganda

I august fik vi en henvendelse fra Kristine Buusman om støtte til et nyt projekt i Gulu i det nordlige Uganda. Projektet har eksisteret i længere tid i form af out-reach camps, foredrag og radioprogrammer om alkoholisme. Det har længe været et ønske at bygge et permanent behandlingssted i den nordlige del af landet, da det eneste andet behand­lingscenter er i hovedstaden og koster $24 pr. dag, hvilket er utopi for folk fra de nordlige egne.

Det er en katolsk præst, Father Samuel Okidi, som er leder af projektet. Han er tidligere alkoholiker, ædru i 15 år, og han har taget uddannelse i behandling af alkoholisme og stofmisbrug i USA. Han ses her til venstre i billedet i den hvide præstekjole. Fra venner i USA har de fået penge til et behandlingscenter, som er blevet bygget i løbet af sommeren og efteråret og stod færdigt 1. december.

Huset indeholder 5 værelser med plads til   1­­-2 klienter, hvor man betaler $5 pr. dag og en sovesal, hvor man betaler $1,3 pr. dag. I alt kan stedet rumme 25 klienter.

Der søges støtte til 25 senge, madrasser, myggenet og stole – ca. 11.000 kr. Desværre kunne vi ikke give dem det fulde beløb, men de 9.000 kr. vi har sendt dem rækker dog til godt og vel 20 senge mv.

Årets julegave

Igen i år går vores julegave til CARE til deres Go Green program, som har til formål at give kvinder i Tanzania mulighed for at udnytte og leve af at videresælge bæredygtige energi­produkter. Den direkte målgruppe er 450 kvinder i Kilimanjaro-regionen. Vi har givet 2.935 kr. til i alt 15 Spare og Låne grupper. En udførlig beskrivelse af Go Green programmet findes på www.care.dk

Med en stor tak for i år ønskes I Glædelig Jul & Godt Nytår

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Medlemsbrev juni

EFS, Ekspolitiske Fangers Støtteforening, Indonesien

Efter projektleder Rev. Maynard Winata’s død har der kun været meget sporadisk kontakt til projektet. Efter en lang pause fik vi sidste efterår en henvendelse om hjælp til anskaffelse af nye skolebøger, og vi sendte dem 4.000 kr. 

Billedet har titlen ”Fun Day” og viser et bredt udsnit af skolens i alt 120 elever.

Burkina Faso, Gorom-Gorom

Efter støtteforeningen ”Red børnene i Gorom-Gorom”s generalforsamling i april skrev Thyge Christensen, at samarbejdet med kvindeprojektet M’Balla Sukaabe nu betragtes som et 20 års projekt. Over de næste 6 år vil der planlagt og langsomt blive droslet ned i tillid til, at de rutiner og erfaringer der allerede er opnået, vil kunne føre til regelmæssige indtægter. Samtidig håber man på, at nogle af de unge, der har nydt godt af projektet og i dag har en uddannelse og et arbejde, vil tage initiativ til en støttegruppe, som på sigt kan påtage sig en del af ansvaret.

Ulandsgruppen har lige siden starten i 2003 støttet foreningen med bidrag til mange forskellige formål. Efter at de efterhånden velkendte og værdsatte fællesmåltider blev indført i 2009, har de stået øverst på ønskelisten til os, og en stor del af vores bidrag er siden da gået til dette formål – således også i år, hvor de har fået 15.000 kr.

Tandklinikken i Kitgum, Uganda

Kristine Buusman fortalte i en mail i februar, at renoveringen af tandklinikken var fint fuldført. 

  • Det tilstødende rum er taget i brug. Det blev malet, og der blev opsat hylder og håndvask.
  • Tandlægestolen har fået nyt blåt betræk, og op-og-ned-funktionen er repareret. Fejlen sad kun delvis i stolens hydrauliske system, delvis i motoren, som også måtte repareres.
  • Endelig er den sorte holder til tandlægeboret, som før var tapet sammen, blevet repareret.
  • Desuden er der indkøbt zink/cement-materialer til fyldninger samt diverse instrumenter.

Efterfølgende har klinikken fået doneret en flot hvid tandlægestol af et større hospital, som havde fået nye stole fra udlandet, så nu er der en stol i begge rum.

’Gadens Børn’, Calcutta, Indien

’Gadens Børn’ er startet i 2012 af danske Pia Lindell Qwist efter en rejse til Indien, hvor mødet med udsatte børns virkelighed og realiteter motiverede et ønske om at hjælpe”. Vi fik kendskab til organisationen, da Sani Iqbal (CPHKO) henvendte sig og spurgte, om det var muligt at få støtte til et projekt, hvor han arbejder som frivillig.

En stor del af ’Gadens Børn’s arbejde består i socialt opsøgende arbejde i udsatte områder såsom Sealdah togstation, som dagligt passeres af over 2 millioner mennesker. Her bor og lever et stort antal gadebørn.

’Gadens Born’ driver 3 projekter: En grundskole med plads til 60 elever, som undervises dagligt fra 11-15 med efter­følgende frokost. Desuden et børnehus beliggende i et område væk fra centrum med plads til 60 fastboende børn, som også undervises på stedet sammen med 60 børn fra lokalområdet. Endelig et dagcenter for de ældste af de børn, der bor på togstationen.

Vores bidrag på 8.000 kr. blev modtaget med stor glæde og er blevet brugt til anskaffelse af 5 computere og 2 symaskiner til børnehuset. Det kan varmt anbefales at kigge ind på hjemmesiden www.gadensboern.org – og ikke mindst på Facebook: Gadens Børn NGO.

 Rigtig god sommer til alle

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------