Medlemsbreve 2015

Medlemsbrev september

From Heart to Hand, Kumasi, Ghana

I sidste medlemsbrev gav vi en lille opdatering på byggeriet af det nye center. Siden da er der i løbet af sommeren sat døre og vinduer i alle husene. Der er lagt belægning på gulvene og sat loftplader op, som netop i disse dage er ved at blive malet. Der er også lavet små bede med blomster og andre beplantninger, som pynter og lyser op imellem husene.Hele projektet er nu så tæt på at være færdigt, at den første aflastnings­familie fornylig er flyttet ind.

Da der i foråret endnu manglede penge til døre og vinduer til de sidste huse, gav vi 3.000 kr. til formålet, og vi fik at vide, at dørene ville blive dekoreret med sponsorernes navn.

Foreløbig er det dog kun én af dørene, der bærer vores navn. Liane er nemlig lidt utilfreds med resultatet og overvejer i stedet at lave skilte. På billedet her ses vores ”trofæ”. Alt i alt er det et beundringsværdigt projekt som stadig kan følges på www.fromhearttohand.dk.

Burkina Faso, Gorom-Gorom

Lige siden 2010 har vi finansieret de vistnok efterhånden velkendte månedlige og højt skattede fællesmåltider, som afholdes af kvindeprojektet M’Balla Sukaabe. Det gælder også indeværende år – det har vi bare endnu ikke fortalt om, men på mødet i januar besluttede vi at opretholde ”traditionen” og sendte 15.000 kr. til projektet.

På støtteforeningens hjemmeside www.gorom-gorom.dk kan man i det sidste månedsbrev se, hvordan en ”indkøbsseddel” til et fællesmåltid kan se ud, og hvor meget det koster. Til fællesmøderne bliver der indkøbt et får eller en ged, en sæk ris, 10 ”dåser” bønner (ca. 20 kg) samt olie og saft. Ind imellem kan det dog ske, at risen erstattes af spaghetti. Det hele beløber sig til 125.000 cfa = ca. 1.500 kr.

Da vi tidligere en del gange har vist, hvordan børnene sidder og spiser sammen i små grupper, har vi her valgt et billede, som giver et lille indblik i forberedelserne.

Uganda - nyt projekt på øen Kalangala i Viktoriasøen

Her i foråret var en af os fra bestyrelsen til et meget betagende foredrag og dias show af Jonna Kildebogaard om ”Masomo” - en frivilligt drevet hjælpeorganisation, der hører under foreningen Børn i Afrika, som samarbejder med Folkekirkens Nødhjælp. Masomo betyder uddannelse på swahili, og støtte til skolegang og uddannelse er den væsentligste del af aktiviteterne.

For at introducere Jonna, som er uddannet sygeplejerske, citeres her fra hjemmesiden www.masomo.dk: :/ Masomo-navnet er nyt, men jeg har arbejdet med at hjælpe de fattigste i Uganda siden 2001, hvor jeg flyttede til Uganda sammen med min mand. Det blev til over 5 år i Uganda og senere 1½ år i Zambia, og jeg fortsatte arbejdet, efter at vi flyttede tilbage til Danmark i 2009. Jeg rejser til Uganda mindst fire gange om året for at betale skolepenge og holde styr på de øvrige aktiviteter. /:

I lyset af, at et par af vores faste kontakter ikke har ladet høre fra sig i længere tid, tog vi i foråret kontakt til Jonna og spurgte, hvordan vi bedst kunne støtte Masomo’s projekter. Jonna var netop på det tidspunkt i gang med at arrangere støtte i form af skolepenge, uniformer, og mad til 100 børn på Kalangala, og havde i den forbindelse besøgt familierne sammen med en social medarbejder. Jonna skrev ”det var en hård tur rundt. De er virkelig fattige. I mange familier sover de på det bare gulv".

Vi blev enige om i første omgang at give 5.000 kr. til madrasser og se, hvor langt de rakte. Det blev til 25 madrasser og sovetæpper – ét sæt pr. familie - som blev modtaget med stor glæde. Da vi ved, at mange af børnenes forældre er syge eller døde af Aids og en del børn bliver passet af en bedstemor, var vi på sidste møde enige om at give yderligere 10.000 kr. Vi håber, at der bliver råd til at bygge nogle senge til de hårdest ramte familier. Jonna har fået frie hænder til at disponere over pengene, og vi er sikre på, at projektet ligger trygt i hendes hænder.

______________________________________________________________________________

Medlemsbrev april

Thailand, Bang Pa In

Sidste sommer gav vi på opfordring af Gerald Nussbaumer 8000 kr. til renovering af lokalerne i et ubeboet hus i landsbyen Bang Pa In med henblik på at indrette det som et ”community center” for landsbyens ældre borgere. I løbet af det sidste halvår af 2014 er der blevet arbejdet med istandsættelsen.

Loftet og det elektriske system er blevet repareret, og ventilatorer (fans) sat op. Der er lavet en ny ældrevenlig indgang og bygget et nyt toilet. Gamle møbler er blevet restaureret og suppleret med nye. Der er indrettet et lille køkken, og væggene er malet.

Huset, som har fået navnet ’House of Wisdom’ blev taget i brug omkring årsskiftet, og Gerald fortæller i sin seneste mail fra april, at der er god gang i aktiviteterne. Huset bliver flittigt brugt - ikke kun som værested for byens ældre, men også til diverse kulturelle aktiviteter, og som det fremgår af billederne til undervisning. Det har endnu ikke været muligt at få aftaler i stand om de sundheds- og andre former for rådgivnings­aktiviteter som oprindelig var planlagt, men der arbejdes stadig på det.

Udover opdateringen om projektet i Bang Pa In indeholdt Gerald’s mail desuden en hilsen fra Klongsong-skolen. Hydrofarmen er fortsat en stor succes. Det skyldes ikke mindst, at skolen sidste efterår fik ansat en ny biologi-lærerinde med erfaring i og interesse for ”urban farming”. Hun har indført nye afgrøder, som er mindre følsomme og ikke kræver så megen pasning som salatplanterne, og der er god gang i omsætningen.

Gerald nævner til slut i sin mail, at både hydrofarmen og House of Wisdom har været med til at igangsætte andre projekter, som han nu arbejder videre med i samarbejde med Khun Winyoo. Indtil videre drejer det sig primært om engelsk-undervisning, men tanken er at udvide aktiviteterne til også at omfatte sundhed/socialarbejde. Interesserede kan følge udviklingen på facebook: ’Volunteer English Bangkok’ og Volunteer English Bangkok Group’.

From Heart to Hand, Kumasi, Ghana

Lige siden vi sidste sommer gav 10.000 kr. til hjælp til bygning af et nyt center, og de første spadestik blev taget, har der været travlhed med byggeriet i Ghana. Projektet har siden været støttet af en del andre sponsorer, og husene står nu klar til at blive malet og helt færdiggjort.

På et tidspunkt her i foråret manglede der stadig nogle vinduer og døre. Vi har givet 1000 kr. til vinduer og 2000 til døre, som vi har fået at vide vil blive ”dekoreret” med sponsorens navn. Byggeriet kan følges på FHTH’s hjemmeside www.fromhearttohand.dk og på facebook.

Mange af jer husker nok Christiana, den enlige mor med 7 børn, som vi var med til at give et nyt hus i efteråret 2013. Allerede ved indflytningen havde Christiana problemer med helbredet, og hun døde i slutningen af sidste år. Liane støtter op om børnene, og vi har givet 3000 kr. til hjælp.

Børnehave/forskole i Pader, Uganda

Den kombinerede børnehave og forskole i Pader, som blev påbegyndt i slutningen af 2013, er nu omsider blevet taget i brug.

Som vi nævnte i medlemsbrev december, har der ikke været midler hverken til støbning af cementgulv eller til pudsning og maling af væggene. Døre og vinduer mangler også.

- Men som Kristine skriver, så skal man huske på, at de mange børn før sad inde i to små hytter, så dette må stadig ses som et skridt i den rigtige retning, selv om det for os ser ufærdigt ud.

Nyd nu sommeren, hvis den kommer!

 _____________________________________________________________________________